Når udfordring vendes til styrke...

I dag har jeg indre barn omsorgsdag, hvor jeg kigger mit livs største udfordring dybt i øjnene. Det gør jeg fordi den vil transformeres. Den har været en del af mit liv helt frem til nu, hvor den endelig er klar til at slippe for alvor.

Den har været en stor del af den ham, som nu er klar til at skifte - og hvor er det forløsende og frisættende at gå fra nagende angst til anerkendende fredfyldthed. Fra angst til accept. Fra dyb ked af det hed til forståelse og nyt perspektiv.

Mit livs største udfordring har været fysisk utryghed. Både i form af min medfødte sensitivitet som empat, seer og dybe energiforståelse, som har betydet at jeg har kunnet mærke alt der foregår omkring mig - og ude i den store verden, på et energimæssigt plan, hvor jeg er forud for min/vores tid, og derfor ofte mærker ting/begivenheder/situationer på forhånd. Og også utryghed i form af mobning, forfølgelse og decideret fysiske og verbale hændelser, som satte en angst og skræk i livet på mig.

Lisa Mie på 6 - 7 - 8 - 9 - 10 - 11 - 12 og 13 år oplevede voldsomme og fuldstændig uforståelige hændelser med andre børn, som satte dybe spor i mig, og som jeg har levet med i alle de år - både bevidst og ubevidst.

I dag har jeg adresseret mange af de oplevelser jeg kan huske med min bevidsthed, og som jeg har tilladt mig selv at være med, mærke og græde over.

Da jeg gik i børnehaveklasse og drengen fra 7. klasse i skolebussen altid sparkede til vores andres tasker, kaldte os grimme ting og var ubehagelig over for både børn og buschaufføren. Jeg var bange for ham, og jeg var bange hver gang jeg kørte med skolebussen, når han var med.

Da jeg på en ny skole ligeledes ventede på skolebussen og pigen fra 6. klasse der boede på børnehjem lod sin sorg, frustration, vrede og ked af det hed gå ud over 9-årige Lisa ved bla. at forsøge at sætte ild til mine bukser med tændstikker - eller skubbede og slog på min brækkede arm i gips.

Jeg turde ikke længere tage skolebussen og begyndte at cykle (med en arm i gips efter et kompliceret brud i håndleddet, som for alt i verden skulle holdes i ro), og en dag på hjemvejen gik pigen fra 6. kl. så dér på den store bakke, sammen med to andre piger.

Ingen andre veje at tage. De stoppede mig, stillede sig omkring mig, og pigen med tændstikkerne begyndte igen at slå på min arm. Hårdt! Jeg skreg og fik vristet mig fri, og løb alt hvad jeg kunne hele vejen hjem. Grædende, bange - både for dem og for om armen var brækket igen (det var den heldigvis ikke).

Da vi flyttede fra Sjælland til Fyn og jeg begyndte i 4. kl. hvor der var 13 drenge og kun 4 piger, og 4-5 drenge mobbede mig dagligt.

Mobbede med grimme ord, skub, ødelæggelse af mine ting, tegnede grimme tegninger og skrev "DØ Mie!", overtegnede min private kalender og billeder deri af mennesker jeg holdt af, hånede mig højlydt, lukkede mig fysisk inde i et skab.

Forfulgte mig på vej hjem fra skole - ventede på cykelstien og smurte min cykelsadel ind i hundelort, sparkede mit hjul i stykker, så jeg måtte gå hjem (og turen føltes endnu længere og mere usikker og utryg), forfulgte mig på min avisrute og tog mine aviser og smed i kloakken. Lukkede mig inde i byens telefonboks i over 2 timer, hvor busserne kørte forbi lige udenfor og ingen reagerede. Truede med ord og kropssprog. Tissede på mine ting ved stranden, både mad og tøj. Lavede telefonfis med mig. Råbte "Hvem er verdens dummeste pige?" i ekkodalen på Bornholm i 7.kl. - og spurgte om jeg ville have hjælp til at komme hurtigt ned i den sorte gryde, ligeledes på Bornholm.

Dagen hvor cykelturen hjem fra skole var både ekstra ulækker og voldsomt ubehagelig: først på hjørnet ved forsamlingshuset hvor 2 store drenge fra 7. klasse stoppede mig, holdt mig og tvang min mund åben, og den ene spyttede mig i munden, grinede og spurgte om jeg kunne li´ grønhakkere. Slap mig igen og jeg 500 meter længere op ad vejen pludselig blev væltet af min cykel af en dreng fra klassen og lå inde i en hæk. Fuldstændig ud af det blå og uden varsel!

Jeg forstod det ikke dengang. Jeg forstod ikke at man kunne behandle andre sådan - og slet ikke hvorfor, og hvad jeg havde gjort. Jeg var jo bare. Gjorde ingen noget. Jeg havde ikke sagt eller gjort noget for at modtage denne behandling. Faktisk var jeg et glad, smilende og lysende barn, som elskede nuet, humor og dét at være sammen med andre, så jeg forstod det virkelig ikke.

I dag forstår jeg, og ved også hvad der ligger bag nogle af børnenes adfærd. Det var og er en kombination af flere ting. Bla. at min glæde og mit lys var for meget for de børn, som reagerede på min livsglæde, lethed og lys. Lysten og glæden ved at være til, min personlighed og nydelse ved at være i nuet. Men det handlede aldrig om mig!

Jeg gav igen verbalt. Forsøgte at forsvare og forklare, oplyse om uretfærdigheden i dét der foregik, og forsøgte at råbe både børn og lærere op. Forsøgte at finde tryghed indeni ved at tale min sandhed - og i håb om at det blev modtaget i forståelse. Blev det dét? Nej! Blev det som jeg havde ønsket og håbet? Nej!

Satte det dybe spor i mig? Ja! Satte det tvivl, mistillid og utryghed ved andre? Ja, deres intentioner og hensigter. Fysisk utryghed og en tvivl på hvad andre ville mig, og hvad der mødte mig på min fysiske vej. En følelse af altid at være på vagt og en indre uro der skreg "Men jeg ved ikke hvad de vil mig!".

En utryghed der blev til ubehag ved at færdes uden for mit hjem, fordi barnet i mig levede i usikkerhed og utryghed i alle de år, hvor hun troede at det var farligt at begive sig ud i verden. Det blev til angst. Angst for det ukendte, dét der ventede om hjørnet, det der kunne komme ind fra siden, og det som endnu ikke havde mødt mig i mit fysiske jeg. Angsten blev til angsten for angsten...

Men dybt inde i mig har jeg også hele tiden hørt min sjæl hviske: "Bliv i godheden, lyt til dit hjerte" og derfor ved jeg også at dét med tryghed er både min udfordring og min største styrke. For det er præcis dét jeg giver videre til mine egne børn - og alle jeg er i berøring med. Både privat og i mit arbejde. Tryghed!

Jeg er ikke fysisk utryghed! Jeg er lys, lethed og glæde som andre har reageret stærkt på - måske ud fra misundelse, uforståenhed, mangel på empati, omsorg og uvidenhed (også fra deres voksne omkring dem) og har handlet ud fra dette. "Vi forstår ikke dit lys, når vi selv oplever smerte og mørke - så kan du da ikke bare lyse sådan op, det må vi ha´ stoppet".

En anden årsag til nogle af situationerne mellem drengene og jeg var måske også at jeg netop turde tale min sandhed - turde stå ved mig selv, ikke tie stille og give igen. At jeg brugte min stemme, ikke gemte mig og tog i skole hver eneste dag, trods dét jeg blev mødt med.

Smerte og lys kan sagtens gå hånd i hånd - forene sig i styrke og mod.

8.- 10. klasse var derimod nogle skønne år, uden mobning, masser af glæde, fest og farver - og tryghed i skolen. Og årerne efter - også helt frem til nu. Men dele af mig har båret den fysiske utryghed med fra dengang. Dele som ikke skal fylde mere. Dele som ville heales i dybden og som derfor hører til den gamle ham, som er ved at skifte.

Mit indre barn har nu modtaget omsorg, støtte, forståelse og dyb healing. Fra mig til mig. Det var forløsende og transformerende. Stærkt, sårbart og egenkærligt.

Mit voksne jeg har taget mit indre barn i hånden og kan nu via bevidsthed, nye handlinger og fokus på lyset i mig smide den gamle ham, stille sig ud på scenen og være synlig, med alt hvad jeg er. I tryghed, i vished, i ægthed. I styrke, lys og glæde. Det var dét jeg kom for!

Copyright: Lisa Mie Kristiansen - Kærlighedskanalen