top of page

Julen set fra hjertet

Det er i dag d. 26. november 2024 og vi har netop åbnet en stor kasse fyldt med børnenes julegaver. Ikke mig og John, men børnene og jeg – imens Far John har kontortid. Børnene har selv været med til at vælge, bestille og betale det. Det er gaver fra alle i vores familier. Og i dag åbnet kassen – og har leget med det hele allerede.                               

I morgen sætter vi det hele ud i fyrrummet i kassen, og så går børnene til og fra og hilser på legetøjet i dagene frem til Lillejuleaften, hvor vi, efter risengrøden er indtaget, sætter os alle sammen og pakker børnenes gaver ind. De vælger selv gavepapir og skriver til og fra kort.


”Men så ved børnene jo hvad de får i julegaver!?!” vil de fleste udbryde. Og tilføje: ”Men så er der jo ingen overraskelser juleaften. Hvad skal de så glæde sig til?” Og yderligere: ”Men så er der jo ingen spænding overhovedet!”.


Det er så indgroet i os voksne, at dét at holde jul skal foregå på bestemte måder  - og især når det handler om  overraskelser og forventningens glæde. Og ikke mindst ideen om at dét at vente gør gaverne endnu mere spændende, og bringer større glæde og begejstring i børnene, end hvis de ikke havde ventet og brugt deres forestillingsevne og evindelige grublerier over hvad der mon nu er i pakkerne, og om det nu er det de har ønsket sig.


Dét at vente i spænding er ikke sundt for alle. Dét at gruble og bruge al sin energi på at være i uvisheden og usikkerheden kan gøre meget mere skade end gavn.

”Men så er det jo fordi dit barn er sart og bare skal lære det”, siger nogen. ”Det er din opgave som forælder at sørge for at de lærer det”, siger andre.

Lad os lige slå fast, at det ikke handler om at være sart eller om at lære det. Det handler om at vi er forskellige som mennesker, og for nogle er det helt fantastisk at vente i spænding, og for andre er det ren lidelse.

Vi bestemmer selv som forældre hvordan vi vil have julen, og alt der hører med dertil skal foregå. Kigge på vores børn, se, lytte og forstå (i hvert fald prøve at forstå)  og gøre dét der er bedst for dem (og dermed også helheden).


Begge vores børn er neurodivergente og kan slet ikke være i alle de følelser der hører julen sig til, uden at mærke tryghed og sikkerhed omkring indholdet. At det er forudsigeligt. Roligt. Uden overraskelser som forstyrrer nervesystemet og dermed også alt fra madindtag, indlæring, søvn, overblik og overskud. Fokus er på al usikkerheden, det ubekendte, uroen og tanker flyver rundt, og følelser kører op og ned konstant, i den mest ubehagelige rutsjebane man kan forestille sig. Det er utrygt. Det er ubehageligt. Det er ukærligt.


Vi må som voksne slippe illusionen om, at de gamle måder at fejre julen på er det eneste rigtige, og at vi skal tvinge vores børn ind i noget der er usundt for dem. Direkte ukærligt, unærende og skadeligt.

Det er ikke vores opgave at stille andre voksne tilfredse. Vores opgave som forældre er at støtte vores børn på bedste vis på deres livsrejse. Støtte dem, guide dem og være der for dem. Om andre så forstår vores tilvalg og fravalg  er ikke vigtigt. Det vigtigste er at vi lytter til vores børn og os selv og handler. Gør det der føles rigtigt og nærende for os!


At holde fast i hjertevejen er kærligt – for både børn og voksne. Dér hvor hjertet altid kender det sande svar og intuitionen får lov at råde og vejlede. At tilbyde sine børn et roligere nervesystem, tryghed og en overskuelig julemåned er et valg. Om dét er uoverskueligt og en stor forandring i andre menneskers liv er op til dem. Det er deres følelser, illusioner og meninger. Lad dem rode med dét. Du har ret til at beskytte dem som du har kær!


Vores børn kan nu slappe af i både hjerne, krop og sjæl. De kan nu nyde dét der vender tilbage år efter år – julen og alle de forandringer og fravigelser fra den almindelige hverdag der er – fordi der er ro på. De kan mærke vished og tryghed, og har derfor plads til at fokusere på de basale behov også. De kan glæde sig. Både til at åbne alle de gaver de selv har valgt med hjertet og i lyst og glæde. Og til at være med glæden, fordi det er overskueligt.                                                                                                                

Forventning og begejstring kan opleves på forskellige måder, men for at mærke det må vi føle os trygge og med et roligt nervesystem. Hvis ikke vi er dét, så ér det ikke nydelsesfuldt!


Julen er hjerternes fest…


Hjertet er fuld af glæde, nydelse, velvære. Kærlighed, omsorg og varme. Forståelse og tilgivelse.

Tilgiv andre hvis ikke de forstår. Forstå dig selv og dine valg – med hjertet.


Vi glæder os til december!




 

 
 
 

Comments


bottom of page