

Du kan lytte til denne i stedet for at læse teksten selv.
De små glæder...
De kan være mange, og i bund og grund kan de defineres som værende "at se det store i det små".
At se, mærke og glædes over dagligdagens begivenheder er en sanselig måde at anskue livet på. Det være sig alt lige fra at glæde sig over at stå ud af sengen om morgenen og være i live, mærke glæden ved dagens indhold til at glædes over sine børns kunnen, nye tiltag, opfindsomhed og leg.
Sanseligheden kommer til udtryk når vi mærker os selv, mærker nuet og hvad der foregår i og omkring os.
Når vi løfter blikket og virkelig ser hvad vi giver kærlig opmærksomhed, og som nærer både vores krop, sind og sjæl. Hvad der får vores hjerte til at brede varmen ud i resten af kroppen.
Det kan også være følelsen i kroppen, når vinteren er slut og forårets første solrige dag melder sin ankomst - hvordan det nærmest kan føles som et sus i kroppen, solstrålerne og duftene der nærer os, og vi fyldes med varme og glæde.
At mærke glæden følges ofte af en følelse af taknemmelighed - eller omvendt, at dét at være taknemmelig over selv de mindste oplevelser i hverdagen fylder os med glæde.
Det handler ikke om at gå rundt og være happy happy hele tiden. Vi er mennesker fyldt med utrolig mange følelser - også de som vi oftest definerer som negative (men som der altid ligger en udviklende mening bag, hvis vi tør kigge på det og mærke dem, istedet for at forsøge at flygte fra dem). Vi skal derfor ikke rende rundt og bilde os selv (eller andre) ind, at vi er åh så glade og positive, fyldt med glæde og rummelighed, hvis ikke vi er det. Og vi er jo forskellige som individer. Nogle mennesker har mere overskud end andre. Og vi har alle de samme grundlæggende følelser med os - angst, sorg, skyld og skam, vrede og glæde, og dem hverken kan eller skal vi løbe fra. Men vi må gerne tilvælge glæden aktivt og indefra.
Vi er på hver vores livsrejse, og vores følelse af glæde afhænger i høj grad også af, hvordan energierne omkring os er - hvilke livsomstændigheder vi har sat os i. Det handler nemlig også om valg. Aktive valg. Hvordan ønsker jeg at anskue mit liv? Hvordan ønsker jeg at forholde mig til mig selv og mit følelsesliv? Hvad vil jeg med min hverdag, mit liv?
Aktive beslutninger og valg... Det er helt op til os selv, hvordan vi ønsker at leve vores liv - uanset hvad vi hver især har med i vores bagage.
De små glæder... de er der! Der er mange af dem. Beslutningen kan være, at vælge at se dem! Kigge op. Kigge ud. Kigge ind. Mærke... være i dem og turde tage dem ind.
Jeg er fortaler for aktive tilvalg (og dermed ofte også fravalg) og har skrevet bogen "Mit liv - mine valg. Dit liv - dine valg." som du kan finde i butikken. Den kan bruge som intuitiv opslagsbog og lade dig nære af ord og billeder deri - eller læse den og bruge som inspiration til selv at tage aktive valg, som sikrer dig din trivsel, næring og glæder i livet. Ligeledes har jeg lavet en journal "Kom hjem!" fyldt med inspiration til at dykke dybere i din egen energi og refleksioner, som du kan fordybe dig i - og også bruge intuitivt når du kan mærke det vil gøre dig godt at være i stilhed, og blot trække dig hjem i dig selv og mærke dig.